Oprettet i dag, 19:10

Lørdag den 30. maj tog Margit og jeg til Gilleleje Øststrand, hvor Gribskov Kommune havde inviteret til den afsluttende fejring af de to grønne uger, som går under navnet Grøn Uge. Det var samtidig en slags foreningernes stævnemøde, hvor vi kunne møde repræsentanter fra de andre deltagende foreninger.

Deltagerne fik kaffe/te og rundstykker at begynde på, og snart efter havde alle fået rejst en teltpavillon med effekter og materiale fra deres forening. Vi delte også i år vores stand med Nordsjællands Veterantog. Vi skylder forhenværende stationsforstander på Gribskovbanen Hanne B. Nielsen fra jernbaneklubben en stor tak for hjælp med opsætning og nedtagning af pavillonen.


Vores fælles pavillon til Grøn Lørdag 2026. Det blæste godt, så alt måtte tøjres med plastiksnore. Vimplen tilhører Hvid Strand Gribskov. Foto: Hanne B. Nielsen.

Efter velkomsttaler af formanden for Teknisk Udvalg, Brian Lyck Jørgensen, og projektlederen på Grøn Uge, Anni Hovgaard Dalgas, åbnede pladsen for publikum.

I år havde Annis hold trykt et score-kort i form af en A4-side med de deltagende foreningers navne på den ene side. Hvis deltagerne besøgte mindst otte ud af fjorten foreninger, ville de komme med i en lodtrækning klokken 13.45. Børnene fik desuden en slikpose som tak for deltagelsen. Dette kort var en genistreg, for det motiverede tydeligvis børnene. Vi fik rigtig mange familier på besøg, og på ingen tid fik de mange, som Margit sendte en tur ned på stranden med pose og gribestok, samlet utrolig meget affald op.

Det er livgivende at være en del af et fællesskab som Grøn Uge, symboliseret ved det kæmpeknus, jeg fik, da to af pigerne fra en af jernbaneklubbens aktiviteter under Grøn Uge i Græsted fik øje på mig igen i Gilleleje.

Vi sender en stor tak til Anni og Gribskov Kommune for denne satsning på grøn energi, natur og foreningssamarbejde. Vi glæder os allerede til næste år!

Venlig hilsen

Franz Fröling

Koordinator for Hvid Strand Gribskov